Mange mennesker siger, at de er bange før mørket.
Jeg tror ikke på dem. Jeg tror, de er bange for det ukendte og bange for ensomhed.
Mange mennesker siger, at de er finder sig selv og hinanden om natten.
Jeg tror ikke på dem. Jeg tror, at natten giver dem tid til at finde tankerne og sanserne frem.
Der er intet som ensomheden, der river i min sjæl, efterlader mig kold og alene. Der er intet som regnen, der falder i natten, blander mine tårer med himlens, sådan at jeg ikke kan kende forskellen længere.
Der er intet som at føle sig alene.
Det er en kold novembernat. Jeg går gennem gaderne alene i mørket, og leder efter dig. Jeg har intet andet end mine tårer og regnen der væder mit hår og mine allerede våde kinder. Jeg er bange, alene og fortabt. ”Kom og hold om mig” hvisker jeg mod den sorte himmel. Jeg leder febrilsk efter noget at klamre mig til. Jeg føler mig forfulgt af nattens ensomhed.
Her er mørkt, så frygteligt mørkt.
Mørke er frygten for ensomheden.
Det er intet som din hviskende ånde i mit øre, din varme krop. Der er intet som varme sommernætter og omfavnelse i mørket. Der er intet som samtaler om natten, og en himmel fuld af stjerner.
Der er intet som at føle sig tryg.
Vi er tæt omslyngede. Din varme hånd i min. En hviskende samtale og et smil med lyd.
Vi ligger sammen og kigger mod de tusinde stjerner. Vi har en stjerne sammen. Vi snakker om at bo i en stjerne. Der er lyst og det er varmt. Du siger, at der er alt hvad vi behøver, og jeg tænker; ”er alt hvad vi behøver ikke lige her?”
Jeg mærker dit bløde og varme kys på min pande, og jeg smiler for mig selv.
I mørket blive alle sanser stærkere. Jeg kan dufte dig så tydeligt, jeg kan høre din laveste hvisken, og jeg føler dig som aldrig før.
Mørket er en forstærkelse af alle sanser og følelser.
Der er intet som om, at føle sig lille og hjælpeløs. Der er intet som at føle sig overrumplet af skrækkelige tanker og evige uro i sjælen. Der er intet som syner set i mørke.
Der er intet som frygt.
Mørke er en lille piges værste frygt.
Hun knuger sin bamse tæt ind til sig, hun krummer sine tær og lukker øjnene. Bag de sammen-klemte øjne er der om muligt ligeså mørkt som på børneværelset.
Hun har hørt historier om bussemænd under sengen, og hun har hørt historier om mørkemanden. Og hun har, mest af alt, en livlig fantasi.
Hun rækker sin korte arm ud efter natlampen og trykker kontakten ned, så værelset bliver oplyst og de lyserøde væge kommer til syne.
Mørket er fantasi der spiller dig et pus.
Der er intet som en smuk solnedgang efterfulgt af indre samtaler med sig selv i mørket. Der er intet som strømmende kreativitet og en evighed af mægtige tanker. Det er intet som at være søvnløs og nu opleve noget så smukt som solopgangen.
Der er intet som at føle sig melankolsk.
Jeg er pakket godt og grundigt ind i dyner. Tre styks.
Jeg spidser min slidte blyant for fjerde gang. Jeg har skriblet på det samme halvkrøllede papir i godt en time nu. Mit gulv er belagt med ideer, skrevet ned med sirlig håndskrevet og derefter, en efter en, krøller sammen og kastet ud over hele mit nuværende univers bestående af en ensom dobbeltseng, stearinlysets skær som oplyser mit tankefulde papir og langsom jazz ud af de gamle, og utroligt dårlige højtalere.
Samtaler med sig selv i mørket.
Det er som om, at tankerne vækkes, når lyset slukkes. Alle tanker virker pludselig store og meningsfulde. Tanker larmer meget mere i mørkets selvskab. Kreativitet vækkes og ideer findes i mørket.
Mørket er kreativiteten i forklædning.
Hvis der ikke fandtes mørke, ville der ikke findes lys.
Alle skal forholde sig til mørket. Det er her for os alle sammen.
Mørket er hvad du gør det til. Mørket er din bedste ven og din værste fjende.
Mørket er det hele. Mørket er intet.
Der er intet som mørke.
onsdag den 5. maj 2010
mandag den 3. maj 2010
onsdag den 28. april 2010
Clumsy Carrots
Jeg er sanger i det (efter min mening) mest fantastiske band i hele verden!
Clumsy Carrots....
Vi har lige haft en, ud af de utallige, sindsyge øvere :-)
Bandet er bestående af en mennesker, som alle kan spille mere end et instrument, så vi kan derfor bytte som vi vil. Derudover, er alle i bandet sangere.... Det giver de fedeste 'vokal-jams' (findes det ord?) Det er så, så FEDT at være en del af.
Det pudsige er, at det måske ikke er så vidunderligt at lytte til vores øvere, når der derimod ikke findes noget mere vidunderligt end, følelsen når vi øver..
Jeg tror på det. Det gør jeg virkelig. Vores eneste udfordring er.... Tid......
One more moment slipping through my fingers
My love, if you just could't stay, this would't slip right through our finger
So I leave my fingerprints
And I will sing
Ooooo, oh, ooooo.
torsdag den 22. april 2010
Vent
I kaffebaren med cigaret og cola
i biografens dybrøde foyer
i værelser presset ind under taget,
stukket ned under gården
i toget susende væk fra, imod og igennem alle byerne
vi venter på nogen
i årevis
i aften.
(Søren Ulrik Thomsen)
onsdag den 21. april 2010
Fiona's vuggevise
Luk de smilende øjne i
Dagen var lang,
Nu er den forbi
Put dig ind til min krop
Hvil i mine arme
Selv kinderne er trætte
Røde og varme
Lad drømmene fylde dit sind
Luk månen og stjernen ind
Blomsterpige, fald til ro
Mørket gør dig intet
Vi er alene, vi to
Du er smilet og du er dig
Prinsessen i gummistøvler,
Find din vej
Din vej til drømmeland,
Vejen ind i dig selv
Læg din lille hånd i min
Så vil jeg hjælpe dig, min ven
Lad drømmene fylde dit sind
Luk månen og stjernen ind
Blomsterpige, fald til ro
Mørket gør dig intet
Vi er alene, vi to
Solskinspige, månen smiler til dig
Jeg lukker også øjnene, følger din drømmevej
Lille pige, på drømmenes vej
Min lille pige
Dagen var lang,
Nu er den forbi
Put dig ind til min krop
Hvil i mine arme
Selv kinderne er trætte
Røde og varme
Lad drømmene fylde dit sind
Luk månen og stjernen ind
Blomsterpige, fald til ro
Mørket gør dig intet
Vi er alene, vi to
Du er smilet og du er dig
Prinsessen i gummistøvler,
Find din vej
Din vej til drømmeland,
Vejen ind i dig selv
Læg din lille hånd i min
Så vil jeg hjælpe dig, min ven
Lad drømmene fylde dit sind
Luk månen og stjernen ind
Blomsterpige, fald til ro
Mørket gør dig intet
Vi er alene, vi to
Solskinspige, månen smiler til dig
Jeg lukker også øjnene, følger din drømmevej
Lille pige, på drømmenes vej
Min lille pige
Jeg elsker dig
MUSIK
Jeg er lige kommet ind af døren, jeg trækker mine høretelefoner ud af ørerene. Jeg går ind på mit værelse med den plastics pose med musik, som jeg lige har lånt på biblioteket, i, stiller posen på gulvet, tænder mit anlæg, så der strømmer musik ud af højtalerne som hundrede gange før. Jeg flytter min guitar, som ligger på sengen og sætter mig. Jeg tager min bærbare computer frem, og tænder den, det første der popper op, er nogle programmer som jeg har glemt at lukke – 'Earmaster' – et hørelærer program, og et dokument med en næsten færdig sangtekst. Jeg lukker programmerne og kan nu se skrivebordet. På baggrunden har jeg et billede af min kæreste der sidder og spiller på sin guitar og smiler.
Musik.
Musik, musik, musik.
Musik.
Musik er ikke længere en fritidsinteresse for mig. Det er mit liv.
Der går ikke en eneste dagtime hvor jeg ikke er i berøring med musik, på den ene eller den anden måde.
I de mindre klasser, havde jeg skrive- og stave vanskeligheder, så jeg skulle gå til special undervisning. Jeg har heller aldrig været særlig god til matematik, så i 6. klasse begyndte jeg også at få special undervisning i det.
Men i musiktimerne havde jeg til gengæld ingen problemer overhovedet.
I musikken kunne jeg folde mig ud, jeg fik accept, jeg kunne noget!
Jeg begyndte at få sangundervisning, og jeg begyndte at elske musik mere og mere, for hvert evig eneste tone, som fløj dansende ud af min mund.
Musik er ikke bare musik. Musik er en livsstil for mig. Musik er et lys. Musik er tilknyttet til en anderledes type mennesker, til noget større og noget vigtigere.
Jeg havde, som de fleste andre unge mennesker, en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at finde ud af, hvem jeg var, hvor jeg passede ind, hvad tøj jeg skulle gå i, hvor mine grænser gik.
Så jeg fulgte med strømmen.
På min skole, hed det designer mærker, tons make-up og ingen grænser.
Jeg følte mig død inden i.
Jeg var ikke mig. Og mig var ikke jeg.
Men i 8. klasse kom der nye elever til min skole. Nogle som interesserede sig for musik, nogle som var glade. De var levende.
Sammen med dem, følte jeg ingen forventninger, intet man ikke måtte sige, gøre eller føler.
Vi begyndte at spille musik sammen, hvilket var nyt for mig.
En helt ny verden blev åbnet for mig, dørene var pivåbne og ventede på mig.
Aldrig, aldrig havde jeg oplevet et fællesskab på samme måde, vi behøvede jo ikke engang at snakke for at mærke hinanden, vi skulle bare spille.
Forbløffet, forhåbningsfuld, for glad til at kunne forstå.
Det her var kun at opdage lykken, jeg havde endnu ikke følt den.
Vi begyndte at spille lidt rundt omkring, vi var trods alt ikke det dygtigste band, men vi var det gladeste.
Også min sanglærer begyndte at være utrolig entusiastisk overfor mig, og inviterede mig på work-shops og arrangerede koncerter for mig.
Et af de tydeligste minder jeg overhovedet har, var denne her koncert.
Jeg husker alt, hvad tøj jeg havde på, hvordan publikum så ud, hvilken sang jeg sang og hvad min sanglærer sagde til mig lige inden, at jeg gik på scenen.
Det var ikke engang en stor koncert eller noget særligt i forhold til så meget andet.
Men jeg fik en helt særlig følelse.
Klaveret spillede så yndigt, jeg følte mig klar, og jeg følte mig god.
Publikum var glade og min far sad blandt alle de smilede hoveder og vinkede til mig.
Jeg sang og gjorde mit aller bedste. Jeg nåede til et sted i sangen, hvor musikken skulle stoppe, her skulle jeg synge en lang meget høj tone a capella. Jeg havde øvet mig så meget, men jeg tvivlede stadig på, om jeg kunne.
Jeg lukkede øjnene, åbnede munden. Og ud kom den smukkeste, klareste tone.
Min hjerne eksploderede.
Det skulle overraske mig, hvis min krop før var blevet udsat for så mange overvældende følelser på en gang.
Jeg følte mig lykkelig, jeg følte mig fri, jeg følte mig uovervindelig, jeg følte mig stærk og smuk, jeg følte mig dygtig.
Og fra det sekund vidste jeg, at det var det jeg skulle gøre resten af mit liv.
Jeg havde ingen tvivl.
Den følelse fortsatte. Hver evig eneste gang, jeg har stået på en scene efter det, har jeg jeg fået den vildeste fornemmelse i maven.
Jeg glemmer, hvem jeg er, hvad jeg laver, hvor jeg er, hvem jeg spiller med. Jeg ved intet, jeg nyder bare.
Kun fantasien sætter grænser indenfor musik.
Musik er den største trøst i verden for mig.
Musik i ørerne og så er alle frustrationer væk.
Men musik er også noget af det, som kan gøre mig allermest ked af det.
Hvis jeg ikke kan finde ud af de noder, som jeg har fået til klaverundervisning, kan min dag være fuldstændig ødelagt.
Jeg tror det skyldes, at jeg føler, at musik virkelig er min ting, og når jeg ikke engang kan finde af det, må jeg jo være fuldstændig talentløs.
Jeg er rigtig hård ved mig selv, når det kommer til musik. Jeg forventer så mange ting af mig selv, jeg forventer at jeg altid gør det godt, og at jeg altid kan det jeg bliver spurgt om. Men sådan er det altså bare ikke.
Det kan gøre mig rigtig ked af det og frustreret, hvis der er nogen som spørger mig om hjælp til noget, og jeg ikke kan finde ud af det, eller hvis en fra mit band spørger mig, om jeg ikke lige kan improvisere over et stykke og jeg så ikke kan.
Jeg føler også, at alle omkring mig forventer rigtig meget af mig. De forventer at jeg kan det hele, og sommetider føler jeg, at det jeg så kan bliver taget for givet og ikke bliver værdsat, fordi det bliver taget som en selvfølge.
Men jeg har fået meget mere tro på mig selv, efter at jeg er kommet på efterskole.
Jeg har førhen altid kun bevæget mig indenfor de områder, som jeg var sikker i. Ting jeg vidste jeg kunne.
Det gjorde jeg fordi, at jeg godt selv ved, hvor ked af det jeg bliver, hvis jeg fejler.
Men jeg er begyndt at springe ud i noget forskelligt. Jeg har manglet folk, som turde presse mig. Jeg har mangler en, som tog mig med ud på dybt vand, hvor jeg ikke kunne bunde, for først derefter at lærer mig hvordan man svømmer. Jeg ville aldrig have prøvet at svømme, der hvor jeg kunne bunde, det er jo meget lettere at gå.
Det har jeg fået nu.
Jeg går på efterskole. Jeg får nye udfordringer hver dag. Jeg vokser.
Musik er som et evigt mysterium for mig. Der er altid noget nyt at opdage, noget nyt at lære, noget nyt og spændende at finde ud af.
Jeg er evigt nysgerrig på nye genre og nye metoder at gøre tingene på. Jeg er evigt undrende og evigt entusiastisk.
Jeg er sulten efter mere, og jeg kan ikke se noget andet rigtigt for mig. Det er det eneste rigtige.
Jeg ønsker mig det så meget og så inderligt, at det sommetider gør ondt i mit bryst.
Jeg har lært meget om mig selv i musikken.
Jeg har fundet mig selv i musikken. Nu håber jeg bare, at resten af verden også finder mig der.
Jeg vil gerne citere en fantastisk dygtig mand.
"Music is a higher revelation than all wisdom and philosophy"
- Ludwig Van Beethoven
Musik.
Musik, musik, musik.
Musik.
Musik er ikke længere en fritidsinteresse for mig. Det er mit liv.
Der går ikke en eneste dagtime hvor jeg ikke er i berøring med musik, på den ene eller den anden måde.
I de mindre klasser, havde jeg skrive- og stave vanskeligheder, så jeg skulle gå til special undervisning. Jeg har heller aldrig været særlig god til matematik, så i 6. klasse begyndte jeg også at få special undervisning i det.
Men i musiktimerne havde jeg til gengæld ingen problemer overhovedet.
I musikken kunne jeg folde mig ud, jeg fik accept, jeg kunne noget!
Jeg begyndte at få sangundervisning, og jeg begyndte at elske musik mere og mere, for hvert evig eneste tone, som fløj dansende ud af min mund.
Musik er ikke bare musik. Musik er en livsstil for mig. Musik er et lys. Musik er tilknyttet til en anderledes type mennesker, til noget større og noget vigtigere.
Jeg havde, som de fleste andre unge mennesker, en periode i mit liv, hvor jeg havde svært ved at finde ud af, hvem jeg var, hvor jeg passede ind, hvad tøj jeg skulle gå i, hvor mine grænser gik.
Så jeg fulgte med strømmen.
På min skole, hed det designer mærker, tons make-up og ingen grænser.
Jeg følte mig død inden i.
Jeg var ikke mig. Og mig var ikke jeg.
Men i 8. klasse kom der nye elever til min skole. Nogle som interesserede sig for musik, nogle som var glade. De var levende.
Sammen med dem, følte jeg ingen forventninger, intet man ikke måtte sige, gøre eller føler.
Vi begyndte at spille musik sammen, hvilket var nyt for mig.
En helt ny verden blev åbnet for mig, dørene var pivåbne og ventede på mig.
Aldrig, aldrig havde jeg oplevet et fællesskab på samme måde, vi behøvede jo ikke engang at snakke for at mærke hinanden, vi skulle bare spille.
Forbløffet, forhåbningsfuld, for glad til at kunne forstå.
Det her var kun at opdage lykken, jeg havde endnu ikke følt den.
Vi begyndte at spille lidt rundt omkring, vi var trods alt ikke det dygtigste band, men vi var det gladeste.
Også min sanglærer begyndte at være utrolig entusiastisk overfor mig, og inviterede mig på work-shops og arrangerede koncerter for mig.
Et af de tydeligste minder jeg overhovedet har, var denne her koncert.
Jeg husker alt, hvad tøj jeg havde på, hvordan publikum så ud, hvilken sang jeg sang og hvad min sanglærer sagde til mig lige inden, at jeg gik på scenen.
Det var ikke engang en stor koncert eller noget særligt i forhold til så meget andet.
Men jeg fik en helt særlig følelse.
Klaveret spillede så yndigt, jeg følte mig klar, og jeg følte mig god.
Publikum var glade og min far sad blandt alle de smilede hoveder og vinkede til mig.
Jeg sang og gjorde mit aller bedste. Jeg nåede til et sted i sangen, hvor musikken skulle stoppe, her skulle jeg synge en lang meget høj tone a capella. Jeg havde øvet mig så meget, men jeg tvivlede stadig på, om jeg kunne.
Jeg lukkede øjnene, åbnede munden. Og ud kom den smukkeste, klareste tone.
Min hjerne eksploderede.
Det skulle overraske mig, hvis min krop før var blevet udsat for så mange overvældende følelser på en gang.
Jeg følte mig lykkelig, jeg følte mig fri, jeg følte mig uovervindelig, jeg følte mig stærk og smuk, jeg følte mig dygtig.
Og fra det sekund vidste jeg, at det var det jeg skulle gøre resten af mit liv.
Jeg havde ingen tvivl.
Den følelse fortsatte. Hver evig eneste gang, jeg har stået på en scene efter det, har jeg jeg fået den vildeste fornemmelse i maven.
Jeg glemmer, hvem jeg er, hvad jeg laver, hvor jeg er, hvem jeg spiller med. Jeg ved intet, jeg nyder bare.
Kun fantasien sætter grænser indenfor musik.
Musik er den største trøst i verden for mig.
Musik i ørerne og så er alle frustrationer væk.
Men musik er også noget af det, som kan gøre mig allermest ked af det.
Hvis jeg ikke kan finde ud af de noder, som jeg har fået til klaverundervisning, kan min dag være fuldstændig ødelagt.
Jeg tror det skyldes, at jeg føler, at musik virkelig er min ting, og når jeg ikke engang kan finde af det, må jeg jo være fuldstændig talentløs.
Jeg er rigtig hård ved mig selv, når det kommer til musik. Jeg forventer så mange ting af mig selv, jeg forventer at jeg altid gør det godt, og at jeg altid kan det jeg bliver spurgt om. Men sådan er det altså bare ikke.
Det kan gøre mig rigtig ked af det og frustreret, hvis der er nogen som spørger mig om hjælp til noget, og jeg ikke kan finde ud af det, eller hvis en fra mit band spørger mig, om jeg ikke lige kan improvisere over et stykke og jeg så ikke kan.
Jeg føler også, at alle omkring mig forventer rigtig meget af mig. De forventer at jeg kan det hele, og sommetider føler jeg, at det jeg så kan bliver taget for givet og ikke bliver værdsat, fordi det bliver taget som en selvfølge.
Men jeg har fået meget mere tro på mig selv, efter at jeg er kommet på efterskole.
Jeg har førhen altid kun bevæget mig indenfor de områder, som jeg var sikker i. Ting jeg vidste jeg kunne.
Det gjorde jeg fordi, at jeg godt selv ved, hvor ked af det jeg bliver, hvis jeg fejler.
Men jeg er begyndt at springe ud i noget forskelligt. Jeg har manglet folk, som turde presse mig. Jeg har mangler en, som tog mig med ud på dybt vand, hvor jeg ikke kunne bunde, for først derefter at lærer mig hvordan man svømmer. Jeg ville aldrig have prøvet at svømme, der hvor jeg kunne bunde, det er jo meget lettere at gå.
Det har jeg fået nu.
Jeg går på efterskole. Jeg får nye udfordringer hver dag. Jeg vokser.
Musik er som et evigt mysterium for mig. Der er altid noget nyt at opdage, noget nyt at lære, noget nyt og spændende at finde ud af.
Jeg er evigt nysgerrig på nye genre og nye metoder at gøre tingene på. Jeg er evigt undrende og evigt entusiastisk.
Jeg er sulten efter mere, og jeg kan ikke se noget andet rigtigt for mig. Det er det eneste rigtige.
Jeg ønsker mig det så meget og så inderligt, at det sommetider gør ondt i mit bryst.
Jeg har lært meget om mig selv i musikken.
Jeg har fundet mig selv i musikken. Nu håber jeg bare, at resten af verden også finder mig der.
Jeg vil gerne citere en fantastisk dygtig mand.
"Music is a higher revelation than all wisdom and philosophy"
- Ludwig Van Beethoven
Abonner på:
Opslag (Atom)
