Grøn

Skovbundens kolde, omfavnende arme

Rækker ud efter en ensom anemone

Skovbundens hånd vil give den trykhed og varme

En himmel belagt med trækroner, gul og grøn

Den hvide ærlige anemone

Ikke bange for ensomhed.. En synd?

Helt stille, kun med stilhedens kald

Lader falde, de sidste tanker i forfald